The Bird

Min vurdering:
The Bird er helt sikkert ét af Berlins bedre burger steder. Jeg blev mæt, jeg blev overrasket og jeg blev glad. En helt iorden burger, men næste gang vil jeg vælge min bøf medium. Jeg vil ikke give The Bird topkarakter. Mayoen manglede lidt og bollen og fyldet kunne der være kælet lidt mere for. Men helt sikkert et anbefalelsesværdigt sted, hvis du har trang til burger under din tur i Berlin.

Turen er denne gang gået til Berlin. Mine svigerforældre, fruen og jeg, skulle et smut på ferie og sidstedagen skulle naturligvis stå i burgerens tegn. Valget faldt på The Bird som plejer at være på “Best Burger in Berlin” listen et eller andet sted.

The Bird i Berlin

Vi havde denne aften, reserveret bord da stedet plejer at være godt besøgt. Ved ankomst står der en sød servitrice og spørger til vores reservering, og konstaterer hurtigt at vi er danskere – ligesom hende selv.

Vi får et bord indendørs med åbent ud til gaden, hvilket passer os glimrende da vejret var fint.

Med det samme får vi stukket fire menukort i hånden, og vi går igennem de forskellige muligheder. Vi finder hurtigt ud af, at deres menukort er lavet med en del sjov, hvilket gør at stemningen på stedet, nok også er lidt “loose”. Her er et lille udpluk af de enkelte der faldt os i øjnene.

Som det kan læses er de ikke bange for at skræmme folk væk. De siger det som det er uden at lægge noget imellem.

Mit valg blev lidt traditionelt, mest fordi jeg virkelig elsker denne type burger, men også for at have et bedre sammenligningsgrundlag. The BBQ Burger blev bestilt sammen med en Napalm sauce (som efter sigende skulle være MEGET stærk).

Udvalget af burgere er godkendt

 

Burgeren valgte jeg medium-rare, og de skriver selv “Means JUICY. A pinkish red center, that has begun to cook. (highly recomended)”

The Bird BBQ burger

Efter 20 minutters ventetid, ankom vores burgere. Enkel servering med indholdet som salat, tomat, pickles og løg lå ved siden af burgeren. I burgeren var blot bacon, bøf og BBQ mayo.
Fritterne var sprøde og varme, og bollen hjemmebagt – lige som det skal være. Alle deres burgere laves med 250 gram hakket oksekød, og der er ingen tvivl om de går meget op i tilberedning af bøffen, og det er også denne der er fokus på da burgeren ankommer til vores bord. De tre andre bestilte andre varianter, og tre forskellige valg på bøffens tilberedning. The Bird skal have stor ros for at ramme alle fire bøffer som vi havde bestilt dem. Det siger lidt om de er seriøse omkring deres tilberedning af bøffen.

Napalm sauce – AV den var stærk !

Jeg havde også bestilt en sauce ved siden af, nemlig deres Napalm sauce. Menukortet siger intet om hvad det egentligt er, men den skulle prøves.
Nedenfor, har jeg taget et billede af den. Den ser ikke ud af meget, og der er ikke meget indhold i skålen, men når man smagte på den, kunne man godt forstå hvorfor. Sauce var den ondelyneme stærk. Altså som i MEGET MEGET stærk. Duften var rigtig god, og selvom jeg ikke ved hvad den præcist indeholdte, var jeg ikke i tvivl om den var lavet på friske, gule chilifrugter.

Ét enkelt lille dryp med fritten (2 – 3 mm. ned i saucen) var nok til at give sved på panden. Det var sjovt at prøve, men overdøver nemt smagen af alt det andet, hvis man tager for meget af den. Jeg delte den med svigermor, og det gav bestemt en naturlig tørst. Er du vild med chili og stærke sager, så prøv en Napalm sauce fra The Bird.

Sådan ser en perfekt medium-rare bøf ud

Bøffen var god. Perfekt tilberedt efter min bestilling, men må nok erkende jeg nok burde have valgt medium, frem for medium rare. Bøffen var meget rød, men til gengæld meget saftig og smagfuld. Den var grillet og ikke stegt, hvilket tydeligt kunne smages.

Bollen var hjemmebagt, men gjorde ikke det store væsen af sig

Bollen og fyldet var meget neutralt, og gjorde ikke noget stort indtryk. Uden tvivl er burgeren force, bøffen. BBQ saucen i burgeren havde en fin afrundet BBQ smag, og hverken bedre eller dårligere end mange andre steder med BBQ mayo i deres burger.

Du finder The Bird her:

SCORECARD
  • Bolle
  • Bøf
  • Fyld
  • Mayo
  • Fritter
  • Skovbo anbefaler
3.5

Samlet vurdering

The Bird er helt sikkert ét af Berlins bedre burger steder. Jeg blev mæt, jeg blev overrasket og jeg blev glad. En helt iorden burger, men næste gang vil jeg vælge min bøf medium. Jeg vil ikke give The Bird topkarakter. Mayoen manglede lidt og bollen og fyldet kunne der være kælet lidt mere for. Men helt sikkert et anbefalelsesværdigt sted, hvis du har trang til burger under din tur i Berlin.